Catharina Hjort er en pige, der efterhånden er kendt på facebook, med sin novelle, der har bragt tårer i manges øjne, men hvem ER hun.........
Dette satte jeg mig for at finde ud af, og fik kontakt med en fantastisk teenager, med stort dyrehjerte
Jeg håber i vil se det samme
Efter intro vil i finde hendes novelle, som hun fik et flot 12 for
Jeg er 15 år, bor på Falster med min familie. Jeg går i skole som alle andre unge, 9. klasse, jeg griner, græder, sover, spiser og shopper som alle andre teenagere. Dog tror jeg at jeg til tider, tænker lidt mere over vores samfund generelt set.
I min fritid går jeg i fitness-centeret med mine veninder, arbejder og bruger en del tid på min hund, en Keeshond på 8 måneder, Anton.
Jeg går til lydighed mad ham, og så kræver han en del motion og pelspleje.
Jeg havde hørt en del om hundeloven før, hvem har ikke det?
Med alt hvad der er om den i Nyhederne, især lige da den kom frem. Men jeg havde ikke tænkt fantastisk meget over den, dog har jeg dog hele tiden haft holdningen at: ALLE hunde inden for samme race, kunne umuligt ALLE være farlige.
Så derfor har mine hunde altid måtte hilse på de "forbudte" hunde, og jeg dømmer dem ikke. Men fejlene i loven, blev først virkelig udpeget på for mig, da jeg besøgte Kennel Tertzo i Glumsø.
Jeg kender Ina fra tidligere køb af hund fra hende, og vidste at hun havde Tornjakker.
Jeg havde meget svært ved at forstå, at en hund der lå så tæt på Berner Sennen, som jeg selv har haft 2 af før, i temperament, kunne være farlig eller skadelig.
Derfor var jeg rigtig glad, da jeg kunne komme ned og besøge hende og hendes hunde. Her fik jeg alle min spørgsmål besvaret, og Ina delte gladeligt ud af hendes viden.
Hun fik virkelig åbnet mine øjne for fejlene! Jeg sad med disse skønne kæmper, disse såkaldte "farlige" hunde, på skødet!
De gøede knap af mig da jeg bare vadede ind i deres hus. Jeg kunne slet ikke se hvad disse hunde lavede på sådan en liste.
Da jeg fik derfra, havde jeg fået de mine fordomme om kamphunde skudt langt ned under jorden, og jeg besluttede mig for at gå mere ind i sagen. Jeg syntes at nu mere jeg gravede, nu mere gik det op for mig hvor ringe denne lov var, og hvor dårlig udført den var.
Min retfædighedssans har altid været meget veludviklet, så jeg kan næsten ikke holde ud at hunde bliver aflivet, på grund af noget nogle ukomptente politikere har sammensat. Nogle som ikke har været ude og møde disse hunde! Det er vigtigt for mig at sætte fokus på det problem vi har som samfund, for godt nok er det ikke små børn der tæves, men hvis denne lov er så dårlig lavet, hvilke andre love er så ikke ligeså ringe lavet? Og for rigtig mange mennesker, er deres hunde deres børn!
For at læse mere fra Catharina kan du besøge hendes blog:
Catharina og Anton
Kære Mor husker du i går?
Husker du at vi var ude og gå i skoven?
Det var så dejligt mor, jeg løb og jeg legede, jeg havde ingen bekymring i verden, for jeg var din hund og du var jo lige der.
Husker du så mor, der kom en lille en som mig, jeg så den lang tid før dig, og i min ungdomskådhed løb jeg glædestrålende frem.
Jeg var ikke så gammel mor, så mine ben ville ikke rigtig stoppe, det var et uheld, men jeg faldt ind i ham.
Så blev han trukket væk fra mig, glad fulgte jeg med, jeg ville jo bare gerne lege.
Damen tog ham op, hvorfor måtte han ikke lege mor? Hun råbte af dig, jeg kunne ikke lide det. Hun sagde ord som
farlig og kamphund og pegede på mig.
Det var ord jeg ikke kendte, jeg var ingen kamphund, jeg var jo bare din hund.
Derhjemme kom to mænd. Lykkelig som altid tog jeg imod dem, det havde du lært mig mor, og jeg var jo din hund.
De sagde nye ord:
Forbudt og listehund.
Jamen mor sagde jeg, jeg er jo bare din hund!
Da mændene gik, græd du mor. Jeg skubbede min snude under din hånd, jeg ville bare så gerne trøste dig. Hvorfor græd du sådan mor?
For første gang måtte jeg sove i din seng, og hele natten fortalte du mig at jeg var din hund. Du sov ikke mor, jeg ved det, for jeg lå hos dig hele natten, bare for at passe på dig. Da det blev morgen skulle vi ud og køre, jeg fulgte dig lykkelig. Hvor end du skulle hen, ville jeg bare gerne med, for jeg var jo din hund.
Vi kom til et sted, det var ikke skoven, men der var søde mennesker med godbidder der lokkede. Dog ville jeg ikke gå fra dig, du havde det ikke godt, så jeg havde det ikke godt mor.
Jeg ville bare gerne hjem.
Du fik mig til at lægge mig på et bord. Det havde vi øvet så mange gange før, jeg ville så gerne vise dig hvor dygtig jeg var.
Jeg kunne mærke et stik.
Du græd endnu mere mor.
Jeg blev bange mor, og jeg blev træt.
Jeg ville ikke forlade dig, du var så bange, og jeg ville beskytte dig, jeg var jo din hund.
Kære mor, nu sidder jeg heroppe i himlen.
Jeg bebrejder dig ikke andres uvidenhed. Og mor, du må ikke være vred på dem, for du var aldrig vred før, og vrede var aldrig hvem jeg var, og kære mor:
Jeg vil altid være din hund.
