Anton
Carsten var ude og gå tur med Anton som han plejer, men kom hjem med blod over det hele.
På begge hænder og på sine bare føder. Først troede jeg, at han var faldet på cyklen, men sådan var
det jo ikke.
Han havde en meget stor flænge samt bidemærker i højre pegefinger.
Vi fik det skyllet med koldt vand og lagde noget papir om og så skulle han til Glostrup Skadestue i en fart. Carsten fortalte kort, at de 2 hunde havde været oppe og slås og mere nåede han ikke at fortælle, da han ville af sted.
Min store søn var blevet forskrækket og rystet og ville gerne med, hvis der var noget han kunne hjælpe sin far med.
Da de sidder i bilen kom Jacob kørende på cykel og talte til Carsten ind gennem døren.
Han holdt fast i bildøren så Carsten ikke kunne køre. Jeg kunne se på ansigterne, at Jacob var sur.
Da han fik øje på mig gennem køkkenvinduet slap han bildøren og kom ind i huset til mig, hvor han stod og virkede meget truende over for mig og Anton. Anton lå på sin pude og kiggede på os, lige ved siden af døren.
Vi havde gæster denne aften. Jeg bad vores gæst om at blive i køkkenet fordi Jacob var meget aggressiv og helt oppe og køre. Han råbte, at vi skulle betale og at jeg havde en bidsk hund. Han gentog sig selv mange gange, altså at vi skulle betale for deres skader og at de ville komme op med regningen. Han spurgte om vi var forsikret og jeg svarede, at selvfølge havde vi den lovpligtige forsikring.
Men han ville have, at vi skulle betale kontant når han kom med regningen. Dette var jeg lidt uforstående overfor og svarede, at jeg ikke vidste noget om sagen. Jeg lovede, at lige så snart Carsten kom hjem ville han komme ned til dem så de kunne tale om det. Han gik, men var meget sur!
Det skal så lige siges, at han ikke kender min hund! Den er hverken bidsk eller aggressiv…
Efter ca. 1 time kom Bettina for at fortælle, at de var blevet nød til at lade deres hund blive hos dyrlægen. Den skulle syes i øret og det ville bliver 8000 kr. og det skulle vi betale. Hun spurgte ikke på noget tidspunkt til, hvordan Carsten og hans finger havde det. Hun ville have, at Carsten skulle komme ned til dem så snart han kom hjem, men jeg sagde at han ville komme hvis han ikke kom for sent hjem og ikke havde for ondt i fingeren.
Ellers ville han komme ned den næste dag. Bettina sagde også, at vi skulle tale pænt til dem. Dette var jeg meget uforstående overfor, da jeg har ikke på noget tidspunkt havde talt grimt til dem - tværtimod meget forstående. Jeg ville ikke sige så meget, da jeg ikke havde været med på turen og kun havde hørt om det. Hun spurgte ikke om Anton var kommet til skade. Anton havde fået nogle bidemærker på forbenene, men ikke noget jeg ville gå til dyrlægen med. Jeg ville holde øje med dem selv.
Dagen efter gik Carsten ned til dem, men da var de ude for at hente hunden så han prøvede igen kl. 10
og der var de kommet hjem og havde hunden med hjem.
Det var Carsten og Bettina, der talte sammen men de blev ikke enige.
De kan slet ikke se, at de også har del i hændelsen.
Vi fralægger os ikke ansvaret! Ja! Vores hund bed deres hund men deres hund kom ud fra deres hus en mørk aften og angreb vores hund.
Det er jo heller ikke første gang, at deres hund kommer ud fra deres grund og ud på vejen.
Begge parter ved godt, at de 2 hunde ikke er så gode venner.
Vi har bare været heldige de andre gange, når den er kommet ud - enten igennem deres hæk eller ud gennem døren og de kan ikke kalde deres hund til sig.
Den kom jo også ud nogle dage efter denne hændelse. Det vil I også kunne se i sagen.
Deres forhave var ikke hegnet ind – det er den stadig ikke!!!
Men vores hund er ikke løbet ind i deres have, men har forsvaret sig ude på vejen mod deres hund der angreb…
Vi er en familie, som er meget uforstående og føler os krænket på vores retfærdighedsfølelse.
Jeg synes man HELT ser bort fra, at Carsten er blevet bidt i fingeren af deres hund.
Vores børn er meget berørte af sagen, vi mangler alle vores Anton.
Børnene kan ikke lide at komme hjem fra skole til et tomt hus.
Andre dage er skolen en for stor mundfuld og de kan ikke overskue at kommer af sted.
De har for tiden ofte hovedpine og ondt i maven og der bruges meget tid på at trøste dem.
Der nævnes i brevet fra Vestegnens Politi, at min hund umotiveret og uden anledning gik til angreb.
NEJ, dette passer ikke. Den har følt sig truet, da den bliver angrebet bagfra. Jeg tror enhver hund vil reagere på nøjagtig samme måde. Selv jeg som menneske ville reagere sådan. Hvis jeg kom gående en mørk aften ude på vejen og der så kom nogen løbende bagfra prustene og gryntende. Ja så ville jeg også forsvare mig selv.
Da det er et lille landsbysamfund vi bor i har vi hørt fra flere, at det bare har været et spørgsmål om tid før en sådan sag som denne, ville komme, da det ikke er første gang deres hund kommer ud fra deres hus/ grund.
Men ”man” vil/kan ikke stå frem, da ”man” kender deres familie og ikke vil komme i klemme.
Det vil gøre mig meget ked af det hvis en anden familie skal gå det samme igennem som os. Men desværre er det min store overbevisning, at det er ikke sidste gang at det vil ske igen hvis ikke de sætter et hegn op.
Det er den eneste måde alle kan være sikre på, at deres hund bliver inde hos dem selv, da de ikke har styr på den ellers.
Min egen note:
med tanke på en schæfer bider en pomeranier ihjel og ikke straffes, hvor straffes Anton med aflivning for at forsvare sig, mod en hund der i forvejen er kendt som aggressiv?
Hvorfor reagerer politiet ikke??
Anton med familie
